Dinero er solgt: Da underskriften kom (del 4 ud af 4)

Visma havde travlt, men de ville også utroligt gerne lukke denne handel. Det betød, at der var dage, hvor vi ikke rigtig hørte fra dem – og lige pludselig dukkede 3-4 mails op med materiale, de gerne ville have – ofte klokken lort om aftenen. Vores mål var klart: De skulle have svar med det samme, så vi ikke forsinkede noget som helst!

Dette blogindlæg er en serie af 4 stk., som forklarer min egen opfattelse af processen ved salget af Dinero til Visma:

– Sådan foregik det (del 1)
– Den nye strategi (del 2)
– Mødet jeg aldrig glemmer (del 3)
– Da underskriften kom (del 4 – du læser dette indlæg nu)

Stilhed før stormen

Vi havde en del stilhed før stormen, hvor det var svært at tænke klart: ”Hvornår kommer næste mail?”, ”kan jeg tage min kæreste med ud og spise i aften?”, ”gad vide om de stadig vil købe os?” og andre 100 ting løb igennem hovedet, når der var stilhed!

Da dagen kom

Endelig kom dagen hvor vi skulle underskrive salgskontrakten (SPA’en)! Planen var rimelig klar: Først skulle vi mødes på dealmakerens kontor onsdag d. 16/11 klokken 11:00, hvor vi skulle underskrive, og herefter kunne vi tage en frokost ude i byen.

Sådan gik dagen på ingen måde. Vi er alle spændte og mødtes selvfølgelig i god tid og snakkede lidt om dagen. Humøret var selvfølgelig strålende. I dag skulle underskriften, vi havde arbejdet for i 1,5 år, sættes 🙂

De to rum?

Da vi ankom, var vores dealmaker ikke til stede, da han var i udlandet. Sekretæren satte os i et større rum, hvor der var plads til os alle – men der var også gjort klar til et andet møde i rummet ved siden af. På nuværende tidspunkt er vi alle overbevidste om, at alt er klar.

Vores anden advokat, Joseph, dukker op, og herefter dukker Visma-folkene og deres rådgivere op. Advokaterne og rådgiverne siger så, at de lige skal sætte de sidste kommaer mv., og de derfor vil gå ind i rummet ved siden af en halv times tid…

Ventetiden på underskriften

Da der er gået et par timer, og vi har siddet og ventet, kommer de så retur og fortæller, at de mangler en konklusion fra revisorerne (som ikke er fysisk til stede). Jeg og de andre sidder bare i en ventesituation og håber bare på, at vi kan få lukket aftalen og begynde at få lidt ro på hele den personlige rutsjebanetur.

Endelig underskrives alle kontrakterne, alle er glade og vi får hældt den dejligste champagne i glassene. Visma, Dinero og rådgivere roser hinanden, skåler og er glade. 2 minutter efter at alle har taget en tår af glasset dukker en mail op fra revisorrådgiveren: ”Stop! Vi mangler noget” 🙁

Følelsen ”røg salget der?”

Det var et utroligt stærkt øjeblik og en mærkelig følelse for mig. Visma og Dinero var 100% enige om alt, hygger og sidder og drikker champagne sammen – da vores rådgivere lige pludselig ikke er enige? Men hallo – kontrakten var jo underskrevet??

Mødet jeg aldrig glemmer

Det er muligt, at hele denne ekstra ventetid kun tog 15 minutter i virkeligheden. Men det føltes som en evighed! Tanker som: ”Røg salget der?”, ”går der 30 dage mere?”, ”kan jeg overhovedet tillade mig at drikke mere champagne, hvis det ikke er gået i orden?” + 1000 andre tanker dukkede op.

Heldigvis var det en mindre misforståelse, og det hele faldt på plads efter cirka 15 minutter 🙂

Salget blev breaket før tid

Visma ville utrolig gerne lave den helt store pressemeddelelse ugen efter – derfor var salget ultra-hemmeligt for både ansatte, familie og kunder (hvilket man overhovedet ikke har lyst til, når man er så glad!).

Desværre var købet allerede registreret på CVR.dk, og det betød, at folk allerede samme dag kunne se, at Visma havde købt Dinero 🙁

Vi håbede, at det ville gå ubemærket hen – men lige pludselig begyndte rygterne at gå på Facebook allerede dagen efter – og det tog fat. Herefter måtte vores kære direktør, Martin, hasteindkalde alle og fortælle den gode nyhed. Samtidig skulle der laves pressemateriale, snakkes med journalister og meget mere! Ting vi håbede at have nogle dage til at forberede. Trods ændrede planer gik alt godt 🙂

Prisen?

Vi i Dinero må desværre ikke fortælle ret meget om hverken prisen eller vilkårene i denne handel. Uanset hvor interesseret folk er og hvor meget vi har lyst til at råbe det ud til hele verdenen – kommer det desværre ikke til at ske 🙁

Men den ene ejer Martin Thorborg har dog alligevel givet et par hints i pressen, med blandt andet udtalelsen “Alene på Dinero-handlen kan jeg spise mig mæt resten af mine dage”. Du kan evt. læse mere af artiklen her.

I dag

Hold nu kæft det er en spændende proces at blive solgt til en stor virksomhed – og det forsætter. Der er så mange synergier og fordele ved, at vi har fået Visma som ejere. Dinero vil uden tvivl rykke sig endnu et stort skridt de næste par år.

Der er selvfølgelig en del opgaver forbundet efter et salg. Bogføringsafdelingen skal strømlines, og der skal laves et par faste rapporter. Men det er slet ikke på det niveau, vi kunne have frygtet 🙂

Tak

Tak fordi du har læst mine lille serie omkring salget af Dinero. Jeg håber, at du har fået noget ud af det! 🙂

 

Fandt du denne artikel brugbar?

12 0

Del med dine venner!

Facebooktwitterlinkedin

6 svar til “Dinero er solgt: Da underskriften kom (del 4 ud af 4)”

  1. Rasmus Dahl siger:

    Fin lille serie Rasmus! Man kan også sige til de nysgerrige, at man kan jo som regel spore en salgspris i næste årsregnskab i jeres individuelle Holding selskaber. Det var bare et input 🙂

  2. Jesper petersen siger:

    Det kun være en god ide at lave en omkring håndtering via Facebook og andre steder.

    Fedt indlæg!!

    • rmadsen siger:

      Hej Jesper.

      Tusind tak for rosen!

      God ide – det vil tænke over når der er et hul i skriveriet 🙂

      De bedste hilsner
      Rasmus

  3. Kasper Friis siger:

    Fin serie! Glæder mig til den dag, hvis jeg skal ud og sælge mit hjertebarn….

    Held og lykke med det efterfølgende arbejde, Rasmus – og resten af holdet bag. Der bliver måske tid til Det Lille Skridt 2.0 nu? 🙂

    Godt nytår.

    • rmadsen siger:

      Hej Kasper.

      Tusind tak 🙂

      Det kan jeg godt forstå – det virkelig også spændende!

      Der kommer ikke en version 2. Jeg synes jeg har fået alt det ud af min bog som jeg ønskede. Måske en masse foredrag 😉

      Tak i lige måde!

      De bedste hilsner
      Rasmus